Trio Lido

Jens Vrå, klarinet
Hannah-Rae Hampson, cello
Fabiana Biasini, klaver

Trio Lido blev dannet i 2019 og er en traditionel klarinettrio.

De bedst kendte værker komponeret for denne besætning er uden tvivl Beethovens og Brahms’ fantastiske klarinettrioer. Men ud over disse værker findes der en lang række mindre kendte kompositioner af høj kvalitet, som fortjener udbredelse – og et af Trio Lidos mål er netop at få sådanne negligerede værker på koncertprogrammerne igen.

Ved siden af hovedværkerne har Trio Lido opbygget et repertoire af netop de knap så berømte og sjældent spillede værker. Dette repertoire tæller indtil videre trioer af Max Bruch, Carl Frühling, John Ireland og Beethoven, samt forskellige kompositioner af kvindelige komponister som Clémence de Grandval og Louise Farrenc.

Repertoiret vokser hele tiden, da alle trioens medlemmer er drevet af den samme interesse for at afsøge glemte værker og få dem tilbage i koncertsalen.

Udover målet om at bringe de oversete mesterværker frem i lyset igen, er det også Trio Lidos ønske selv at bidrage med noget nyt. Således har ensemblets klarinettist, Jens Vrå, skrevet en trio, som nu indgår i repertoiret.

En koncert med Trio Lido er altid en smuk og stemningsfuld oplevelse på et højt niveau, og en god chance til at stifte bekendtskab med vidunderlig musik, man sandsynligvis aldrig har hørt før – naturligvis i selskab med klassikerne!